Det er ikke altid tilfældet, at en beslutning, som er taget i en kritisk situation, viser sig at være rigtig. I en krisesituation kan det være presserende at tage hurtige beslutninger, men det betyder ikke, at beslutningen nødvendigvis er den bedste eller mest rigtige, men man må tage en beslutning. – Arnfinn W. Roel.
Klokken er lidt over seks mandag aften den 14. januar 2008. Konvojen med den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre er ankommet til Kabul Serena Hotel. Oberstløjtnant Arnfinn Wadahl Roel, som tidligere på dagen tog imod udenrigsministeren på den civile del af lufthavnen, befinder sig nu i kantinen på det militære område på Kabul International Airport (KAIA) og er i gang med en briefing af militært personel, som skal hjem til Norge på permission. Mobiltelefonen ringer, det er personale fra den norske ambassade, som befinder sig på Serena Hotel, som ønsker assistance med evakuering af norsk personel, fordi hotellet har været udsat for en terrorhandling. Der har været en kraftig eksplosion inde på hotellet, og flere er blevet skudt og er kritisk såret.
Oberstløjtnanten overdrager ansvaret for at klargøre transportkøretøjerne – en SISU, som er en pansret mandskabsvogn, og en pansret Mercedes – til sin næstkommanderende og går til sin station på det militære hovedkvarter, hvorfra han koordinerer logistik og kommunikation.
Når transportkøretøjerne ankommer til bagsiden af Hotel Serena, får de lastet patient nr. 1 ombord i SISU’en og kører umiddelbart tilbage mod KAIA. Sygeplejersken skriger til vognføreren, at han må køre så stærkt, han kan. Vognføreren spørger, om han mener det, og svaret kommer prompte: «KØR!» SISU’en raser gennem Kabuls gader, de følger den forudbestemte sikreste rute gennem vejchikanerne og kontrolstederne mod KAIA. Nu får Oberstløjtnanten et nyt opkald fra Hotel Serena, og de spørger efter SISU’en, som var ved hotellet. Oberstløjtnanten svarer, at den snart er ved KAIA med nr. 1. Det anmodes om, at de vender om for at hente en person, som er blevet skudt og er hårdt skadet. «Vent slut!» Oberstløjtnanten kalder over den krypterede radio, som vognkommandøren havde benyttet til at rapportere sin position, for at undersøge, hvilke muligheder han havde. Legen svarede, «vender vi tilbage nu, mister vi nr. 1». Oberstløjtnanten svarer: «Modtaget! Kør til hospitalet som planlagt, men gør klar til ny transport. Denne melding bliver også formidlet til hotel Serena over mobiltelefonen.
Det var i alt 3 transporter den dag, og patient nr. 2 døde senere den aften på operationsbordet. Udenrigsministeren, som ankom med den sidste transport, forestod minnestunden, som blev organiseret umiddelbart efter at meddelelsen om at nr. 2, som var Dagbladets journalist Carsten Thomassen, var død.
Oberstløjtnanten stopper op i fortællingen. Det bliver en pause, øjnene bliver blanke, og ansigtet på denne erfarne soldat, som har oplevet krigen på sit værste, ændres og udtrykker tydelig sorg. Han tager et par dybe indåndinger, og samtalen genoptages.
Oberstløjtnanten fortæller, at det han udøver, er tillidsbaseret ledelse, hvor lederen fokuserer på at bygge tillid og relationer med sine folk. Lederen giver sine folk frihed til at tage egne afgørelser og handle på egen hånd, og giver dem støtte og vejledning, når det trænges. «Enhver beslutning som et taget i en given situation er rigtig uanset. Det vigtigste er, at man tager beslutninger – eller kan tabene blive større.» – Arnfinn W. Roel.
Du trænger ikke at deltage i en krig for at stå i denne situation. Det samme gør sig gældende for de folk, som i dag kører i ambulancer, brandbiler eller andre udrykningskøretøj, fortæller Arnfinn.
Det viste sig senere, at beslutningen om ikke at vende tilbage for at hente patient nr. 2 var rigtig. Legen fortalte, at patient nr. 2 havde så store skader, at selv om der havde været et hospital på Hotel Serena, ville de ikke kunne redde ham.