Landbaseret pædagogik har længe været en central metode i samisk undervisning. Gennem aktiviteter i naturen og med fokus på forfædres områder har elever fået en stærk forankring i deres sproglige og kulturelle arv. Men ny forskning peger på, at denne metode ikke altid fungerer for den voksende gruppe af urbane samiske elever.
Forskeren Jonas Yassin Iversen har, i sin artikel «Opportunities and limitations with a land-based pedagogy in Indigenous heritage language education», undersøgt, hvordan landbaseret undervisning fungerer i dagens samiske sproglige landskab, Hans forskning viser, at metoden kan styrke kulturel identitet – men også skabe afstand for de elever, der ikke har en direkte forbindelse til de traditionelle samiske områder.
For at nuancere debatten har vi også talt med Kajsa Kemi Gjerpe, tidligere universitetslektor og nu seniorrådgiver ved Sametinget. Hun understreger behovet for en mere fleksibel undervisningstilgang.
Landet er vores lærebog
Landbaseret pædagogik bygger på ideen om, at sprog, identitet og natur ikke kan adskilles. Ifølge Iversen er denne tilgang dybt forankret i urfolks pædagogik.
«I mange urfolkssamfund er læring tæt forbundet med det fysiske land, hvor folk historisk har boet,» forklarer han. «For at revitalisere sprog og kultur må man være på landet. Den samme tankegang findes i den samiske undervisning, hvor stedet har en central rolle i læreplanerne.»
Han peger på, at det samiske begreb guvluigullevašvuohta – som kan oversættes til «område-tilhørighed» – spiller en vigtig rolle i undervisningen.
«Lærere bruger ofte elevernes tilhørsforhold til bestemte steder i Sapmi for at skabe en følelse af fællesskab. De spørger om bedsteforældrenes hjem, beskriver landskabet og inddrager stedernes betydning i sproglæringen,» siger Iversen .
For mange elever fungerer denne metode godt. Men hvad med dem, der er født og opvokset i en storby?
Et hjemland, de aldrig har besøgt
Forestillingen om et «hjemland» spiller en central rolle i samisk undervisning, men ifølge Iversens forskning kan dette også skabe en følelse af fremmedgørelse.
«Lærerne var meget optaget af at finde ud af, hvor eleverne kom fra, for at skabe en forbindelse til deres rødder. Men mange elever var født og opvokset i byen, og deres bedsteforældres hjemsteder føltes fjerne,» siger Iversen .
For disse elever kan den landbaserede undervisning føles irrelevant. Gjerpe har set, hvordan nogle elever oplever et kulturelt spændingsfelt mellem deres urbane hverdag og de traditionelle forestillinger om samisk identitet.
«Der er en udbredt idé om, at en ‘ægte same’ har stærke rødder i de traditionelle områder,» siger hun. «Men for mange unge samer i byerne er det ikke deres virkelighed. Hvis undervisningen ikke anerkender deres identitet, kan det føre til en oplevelse af, at de ikke er ‘samiske nok’.»
Kan pædagogikken tilpasses byen?
Løsningen, ifølge både Iversen og Gjerpe, er en mere fleksibel og inkluderende tilgang til undervisningen. «Vi kan ikke tvinge alle elever til at relatere til et hjemland, de aldrig har besøgt. I stedet bør vi hjælpe dem med at finde samiske identiteter, der passer til deres egne liv,» siger Gjerpe.
Hun foreslår, at undervisningen i højere grad skal inddrage urbane samiske erfaringer og moderne kulturelle udtryk. «Der findes samiske kunstnere, musikere og forfattere, der arbejder med samisk identitet i bymiljøer. Hvorfor ikke lade dem være en del af undervisningen?» spørger hun.
Iversen er enig i, at samisk pædagogik må udvikles: «Vi bliver nødt til at tænke bredere om, hvad landbaseret pædagogik betyder. Kan vi finde måder at forbinde undervisningen til de omgivelser, eleverne faktisk befinder sig i?» siger han.
Iversen fremhæver, at nogle lærere allerede eksperimenterer med nye tilgange, såsom at bruge samiske stednavne i elevernes eget nærområde eller oversætte landskabselementer i byen til samisk. «Men det er stadig undtagelsen snarere end reglen,» siger han.
Fremtidens samiske sprogundervisning
Spørgsmålet om, hvordan samisk sprog skal undervises i fremtiden, er ikke blot akademisk. Det har stor betydning for, hvordan samisk identitet videreføres til de kommende generationer.
«Hvis vi ikke tilpasser os de nye realiteter, risikerer vi at miste en vigtig del af den samiske kultur,» advarer Iversen.
Gjerpe er enig: «Den store udfordring er at sikre, at alle samiske elever – uanset hvor de bor – føler, at de har en plads i det samiske fællesskab. Det kræver en mere åben og dynamisk forståelse af, hvad det vil sige at være samisk i dag.»
Forskningen peger således på, at der er behov for en modernisering af den samiske undervisning – en, der både respekterer traditionerne og samtidig anerkender den virkelighed, som mange unge samer lever i.
Men spørgsmålet er: Er det muligt at bevare en pædagogik, der er dybt forankret i naturen, hvis den skal tilpasses et byliv? Og hvis ikke – hvad mister vi så?